Sta.sh
| Don't take my silence for stupidity. I'm trying to kill you with my mind... Punkhistorisk Grundkursus Af DCS Introduktion At jeg har valgt at kalde denne opgave for "Punkhistorisk Grundkursus" er selvfølgelig ikke tilfældigt. Det er inspireret af Siegfried Oechsles forelæsninger i Musikhistorisk grundkursus i vores første semester. Han introducerede sit kursus med at sige, at vi ikke skulle tro, vi kunne lære noget af det. Men at han kunne åbne nogle døre, som vi så lige kunne få et smug kig ud af og derved blive inspireret til senere fordybelse. Det samme er tilfældet med denne opgave, for forskningen i punkens historie er mere eller mindre ikke-eksisterende. Og det er pga. en stor misforståelse - Nemlig at punken er død. Jon Savage skriver i sin "England’s Dreaming": "Punk insisted on living in a hyber-intensive present, but now it’s history - just another English dream" I ’Groves Dictionary of Music’ fylder beskrivelsen af punk ca. 1/3 side. Halvdelen af teksten handler om Malcom McLaren og Sex Pistols og den anden halvdel om de andre bands fra samme tid og inspirationen fra USA og Pub-rock. Derefter følger disse 6 linier: "By the end of 1977 punk had been stylistically co-opted into the New Wave, but remained part of a much larger culture of resistance, most visible through fanzines praising punk’s do-it-yourself aesthetic, confrontional dressing and the independant labels’ challenge to the major labels’ stranglehold on the industry." Artiklen viser meget godt hvordan man har set punken. Mindst halvdelen af al forskning er røget på Sex Pistols, og næsten al den restende på deres samtidige bands og kulturen omkring dem. Det mange kalder "den første bølge". At punken er død er rimeligt let at dementere: Gå i "Ungdomshuset" og se 200 punkere til lokale bands. Tag til de store byer i Polen og se en sprudlende farvestrålende gadepunkerkultur. Tag til punkernes Barcelona med deres 200 besatte huse. Punken er overalt hvor der er storbyer. Både i Europa, Nord- og Sydamerika, Australien, New Zealand og Asien findes der punx. Punx der har deres egen lokale historie. Jeg vil hovedsageligt fortælle om Københavns punkhistorie. For at kunne gøre det må jeg også fortælle om de ting der har influeret scenen, nemlig historien om punken i England og USA til og med omkring ’82. I kapitel 1 vil jeg fortælle om den første punkbølge i 77-78 og dens forløbere og om punkens indtræden i København. I kapitel 2 vil jeg fortælle om den anden bølge af punk i England og dens amerikanske pendant: Hardcore 79-82 som er de scener der lagde grunden til den globale modstandskultur - Punk. I kapitel 3 fortæller jeg om København i tiden 79-86, specielt med henblik på punkens sammensmeltning med BZ-bevægelsen. I kapitel 4 vil jeg optegne punkens udvikling op til nu og sidst men ikke mindst – i kapitel 5 - vil jeg frit associere over punkens filosofi og interne modsætninger hovedsageligt med brug af citater. Til sidst et par korte kommentarer til skriveriet: Jeg vil tit bruge citater for sig selv uden at skrive hvem jeg citerer, der må henvises til fodnoterne. Ordene ”scenen” og ”miljøet” bruges i flæng om punkmiljøet og jeg vil benytte ”punktermer” som f.eks. ”BZ’at”. Min dækning af de engelske og amerikanske scener er stærkt kategoriserede og forenklede pga. pladsmangel. Af samme grund er der en masse ting jeg ikke vil komme ind på, men som har stor betydning på scenen i dag: Dækning af andre betydelige scener end de engelsksprogede (specielt de tyske og de polske), genrer som Crustpunken og en mere gennemgående dækning af den anarkistiske del af scenen. Her er masser af interessant stof til senere forskning. De mange fanzines jeg har benyttet mig af har sjældent navngivne forfattere og forlag, og er derfor svære at sætte ind i et normalt bibliografisystem. 1. Hvornår startede Punk? Amerikanerne og englænderne kappes om hvem der opfandt punken, men historien er de enige om, det er mere betydningen af de forskellige scener der diskuteres. De tidlige amerikanske tilløb til punk udviklede sig ud af henholdsvis en New York undergrundsscene med rødder helt tilbage i 1965 med Velvet Underground og en Detroitscene med grupperne MC5 og The Stooges. Disse scener kulminerede med bands som New York Dolls og The Ramones, spillestedet CBGB’s og i New York fanzinet ”Punk” som dækkede scenen og gav navn til den. Disse forskellige bands var musikalsk meget forskellige, men de var alle centreret omkring en musikalsk (anti-)æstetik: At man ikke behøvede at kunne spille for at lave god musik. At Rock’n Rollen skulle tilbage til rødderne, til den rå energi. Begge traditioner er dog enige om, at den engelske scene blev inspireret af den amerikanske – og at det var Malcom McLarren der førte den til England. Han var en overgang manager for New York Dolls og kom her i kontakt med den amerikanske punkscenes idéer. Disse idéer kombinerede han med sin sans for det visuelle – for mode – og med hans idéer om at tage massemedierne i brug for at sælge idéen. Ramones spillede i England hvilket inspirerede både Sex Pistols og The Clash, og en engelsk punkundergrundsscene med bands og fanzines begyndte at skyde op. Sex Pistols lavede forskellige mediestunts og uhørte provokationer som gjorde dem kendt over hele verden: De bandede og svovlede i den bedste sendetid på BBC, de blev bandlyst fra radioen pga. deres ”God Save The Queen” sang som de kom ud med på dronningens 25 års jubilæum og alligevel – eller netop derfor – røg de ind på top20. Punkbølgen – specielt Sex Pistols - tog medierne med storm. Og jo mere de blev bandlyst og fordømt des mere blev punken bekræftet: At samfundet gjorde alt hvad det kunne for at undertrykke ungdommen. Hele medieverdenen var så at sige blevet taget med bukserne nede og greb sig selv i at skyde sig selv i foden. I februar 1978 erklærede Londonbladet ”The Standart” punken for død – bl.a. pga. Pistols sanger Johnny Rottens teatralske udmelding under ordene: ”Do you know the feeling that You have been cheated?” og mange af de andre bands gled over i den nye betegnelse ”New Wave”, som blev skabt af musikere for ”disassosiere sig selv med punken”2. Ikke mindst for at tage afstand fra det rygte som punken havde fået (med bandlysning fra radio, fjernsyn og spillesteder til følge). Historien om Sex Pistols og dens betydning for mainstreamkulturen - punken som ændrede verden - er kendt af de fleste og jeg vil ikke gå yderligere ind på den. Men jeg vil gå ind på hvad det var den satte i gang. For punken døde ikke i -78. D.I.Y. budskabet - Do It Yourself - blev nemlig taget bogstaveligt – af punkerne. Punkhysteriet Er Her I København er det lidt lettere at sætte et starttidspunkt på punken og fortælle dens tidlige historie da punkbevægelsen – eller punkfolket som aviserne kaldte dem – bestod af ca. 20 mennesker. Tidspunktet var den 14. Juli, 1977, stedet var Daddys Dancehall og årsagen var Sex Pistols. Aviserne var med og BT viste billeder af de grimme punkere på forsiden med overskriften ”Punkhysteriet er her”. Artiklerne og læserbrevene dagene efter er mildt sagt uvenligt stemt overfor fænomenet. Og de kappes om at negligere og gøre det til ”tom provokation”4 eller ”fed nostalgi” og fremstille de unge som ”almindelige mennesker, der har fundet ud af at skaffe sig billig popularitet ved at kalde sig fornedrede og undertrykte”, hvis de da ikke ligefrem snakker om at ”punkbevægelsen er ved at blive en uhyggelig politisk magt, som kan føre ungdommen mod fascisme og usolidaritet”. Og punken fremstilles stort set entydigt som ”en nøje velplanlagt og iskoldt beregnet idé fra et par velklædte pengeelskende profitjægere”. Og medierne kritiseredes for at være dem der bragte punken til Danmark, da det er dem ”der er herrer over om sådanne griller skal føres ud i livet”. Men der virker også enighed om at punken ”næppe vil slå an herhjemme” og Ekstra Bladets modemedarbejder Birte Strandgaard skriver at de danske punkere har ”en sød måde at gå på tværs på”. Punkfolket Grunden til alle ramaskrigene er BT’s artikel om punkerne ”der dyrker voldssymboler og outreret sex (…) med tatoverede hagekors i panden, cigaretbrændemærker på armen – og sikkerheds nåle stukket igennem ørene eller gennem kinden indtil mundhulen så blodet flyder”. I artiklen er der også et interview med to af de første punkere i København, Camilla og Peter. De havde mødt hinanden ved forskellige koncerter og havde lagt mærke til hinanden da det var meget få der så anderledes ud. ”Jeg røg ind i en klynge af folk lige som mig, udskud, der heller ikke havde nogle skolekammerater”. En af dem var Steen som han begyndte at spille i band med. ”Camilla havde været Au-pair pige i London, og hun havde været venner med Clash, hun havde ideologien. Når man var for dum fik man simpelthen skæld ud, så fik hun sat det der på plads med at det var et positivt ungdomsoprør. Aviserne var meget hurtigt fremme med at skrive alt muligt lort og sætte billeder af punks med hagekors. Det gjorde at man stod ved et busstoppested med sit blå hår, og så kom der en eller anden familiefar og bare slog en i hovedet, fordi han havde læst i Ekstra Bladet at vi var nazister alle sammen”. I slutningen af ’77 blev Steen og Peter interviewet af to fra det der senere blev til NoKnox, og de inviterede dem til at spille på deres skole i Rødovre. De fyrede heavy-bandet og startede Sods sammen med to andre punkere - Tomas og Knud. Det var den første danske punkkoncert. De arrangerede selv det hele, lavede plakater og satte dem op, på trods af politiets chikaner. Den tidlige Scene ”Vi begyndte at lave koncerter, og via vi lavede koncerter havde vi noget gear stående, og så kom der nogle og sagde: ”Vi er et band, må vi spille”? – Ja, alle måtte spille, og det tiltrak mange, så i løbet af nogle år var der virkelig mange grupper, så var der en scene, hvor der før havde været nul og nix andet end Sebastian og sådan nogle kedelige ting, der ikke havde noget med noget som helst at gøre”. D.I.Y. tanken var blevet spredt, både igennem punkbands og de forskellige fanzines. I en artikel om punk i ”The Sun” fra oktober ’76 sagde Sid Vicious ”you just pick a chord, go twang and you’ve got music” og i fanzinet ”Sideburns” er der en tegning af tre akkorder med teksten ”now form a band”. Der var ikke den store forskel på udøvere og publikum da stort set alle spillede i et band, og det var mere det end det musiske der gjorde punken til en virkelig nyskabelse. Den tidlige punkmusik karakteriseredes hovedsageligt ved det Niels Kongshaug kalder ”en punk-gang” som er en bestemt måde at spille guitar på, hvor strengene anslås med så mange anslag som muligt. Men mange af bandene spillede ikke decideret punkmusik. Nogen af bandene var inspireret af de engelske punkbands, mens andre mere brugte punkfilosofien i andre retninger. NoKnox spillede punk, men de spillede ikke akkorder og prøvede bevidst at lave hvad de kaldte ”antimusik”. Andre grupper spillede musikalsk mere rock’n roll og nogle spillede en form for hjemmelavet popmusik med plastikorgeler eller smadrede guitarer. Punk is Dying I ’79 udkom Sods’ – og Danmarks - første LP ”Minutes To Go” på Medley. Melody Maker anmeldte den og kaldte Sods for ”det bedste New Wave-orkester i Danmark”. Camilla og Steen bliver interviewet bladet. Camilla tror kun ”at punken holder et års tid endnu her i Danmark. Der er allerede begyndt at ske splittelser, også fordi det nu drejer sig så meget om bandsne, og det er musikken der fokuseres på (…) og når de begynder at lave punkudklædningskonkurrence og folk kommer og spørger, om de kan låne ens tøj, så begynder man at tænke, hva’ faen er det her for noget. Selvfølgelig er det godt for grupperne, de sælger sikkert flere plader, når det bliver kørt op på den måde. Men for os der har været med fra starten og troet på det er det sørgeligt (…) og ånden vil sikkert stadig leve videre. Altså at man ikke skal finde sig i alt, og hele tiden gøre de ting man bedst kan li’, og så blæse på, hvad alle andre tror og tænker”. 2. Punx not Dead Den første punkbølge er stort set ebbet ud i ’79. Sex Pistols er opløst, Sid Vicious er død og Johnny Rotten har dannet postpunk bandet Public Image Limited, Souxie and the Banshees er gået over i new-waven, The Damned er blevet Goth og Clash er blevet et regulært stadion-rock-macho-band. Alle er på store multinationale pladeselskaber og den oprindelige D.I.Y. ånd synes uddød. Men der sker nogle ting. Det er i denne periode at den punk som vi kender i dag blev formuleret. Der sker noget, både i England og i USA. Groft sagt så er det England der står for de ideologiske (kulturelle) ændringer og USA der står for det musikalske, nemlig i den nye hardcore. Hardcore USA: I USA opstod hardcore genren omkring ’79, som blev opkaldt efter det canadiske band D.O.A’s plade ”Hardcore ’81”. Hardcoren var ”gadepunk med meninger” og ”punk attitude kombineret med social aktivisme”. De store hardcore bands som The Germs, D.O.A., Black Flag, Minor Threat og Dead Kennedys var mere inspireret af The Stooges og MC5 end Sex Pistols og den engelske kunstpunk, som de anså som ”new wave wankers and art school posers”. Hardcoren blev hurtigt etableret som en musikstil der aldrig var hørt før. I normal rock vil stortrommeslagene falde på 1 og 3 og lille trommeslagene på 2 og 4. Men i hardcore er stortromme på beat og lilletromme på off-beat hvilket gør at pulsen bliver meget hurtig. I løbet af et par år har hardcoren næsten fuldstændig overtaget den musikalske punkscene. Udover at inspirere hele den nye punkscene puster den også liv i heavy-metal genren og bands som Metallica, Napalm Death og genrer som grindcore, thrash- og death-metal skylder musikalsk set (i hvert fald rytmisk) mere til hardcoren end til den traditionelle heavy rock. Second Wave England I 1976 er det engelske fascistparti National Front det fjerde største parti, kommet frem på at piske en hadsk stemning op imod de mange pakistanske og indiske indvandrere der er kommet til landet i halvfjerdserne. Dette bragte store venstreorienterede anti-racistiske kampagner, bl.a. Rock Against Racism (RAR) som benytter sig af punk- og reggaebands til deres støttekoncerter. Men også højrefløjen prøvede at tage patent på punken. National Front så punken som et oprør fra den hvide arbejderklasse23 og de prøvede – f.eks. igennem fascistiske fanzines som ”Punk-front” at ”hverve robuste unge mænd”. If the Kids Are United En del af den nye punkbølge er Oi! punken som er navngivet af Sounds-journalisten Garry Bushell efter en sang af Cockney Rejects af samme navn. Bandene – det første af dem Sham 69 – ville have punken tilbage til rødderne. Punken var for ”the kids” – rødderne fra arbejderklassen – punk var et oprør mod samfundet fra bunden og ikke et artificielt kunstskole modeprojekt. ”If the Kids are united they will never be divided” sang Sham 69, for rødderne var ikke bare punkere. Også den ældre engelske skinheadkultur tog punkernes musik til sig. Musikken var energisk punk som Clash og Ramones. Selvom store bands som Sham 69 spillede på RAR, kom der NF-skinheads til deres koncerter. Shams forsanger Jimmy Purshell forklarede det med at rødderne ”kom fra steder hvor den farvede del af befolkningen har overskredet grænsen” og at ”9 ud af 10 gange tror du på de samme ting som din far”. Efter en koncert i et indvandrerkvarter i Southall bl.a. med bandet 4-skins i ’81 udbrød der kampe mellem unge indvandrere og skins fra east-end, hvilket gjorde at Oi!-punken blevet stemplet som racistisk. De fleste Oi!-bands tog afstand fra racisme men mange tog ligeså klart afstand fra ”venstreorienterede ekstremister”. Som reaktion mod RAR dannede NF-skins ”Rock Against Communism” og da bandet ”Skrewdriver” i slutningen af ’82 udsendte ”White Power” startede nazi-punk-scenen, som fra da af intet havde med punken – og heller ikke med Oi!-scenen - at gøre. Dette gjorde at mange Oi!-bands og skinheads erklærede sig for socialister som f.eks. ”Skinheads Against Fascism” fraktionen indenfor Socialist Workers Party, bands som ”Redskins”, ”No Swasticas” og ”Red London” og senere også de amerikanske S.H.A.R.P. skins (SkinHeads Against Racial Prejudice). Peace, Love and Anarchy En af de største kritikere af Oi!-bølgen kom side om side med kritikken af den første punkbølges sell-out – nemlig fra bandet Crass. De blev dannet tilbage i 77’ af Penny Rimbeaud og Steve Ignorant som havde base i ”The Dial House” - et korporativ i Essex, der siden 1967 havde fungeret som et hippie-inspireret alternativ til det etablerede samfund. Men hippiedrømmen døde da kollektivisten og hippien Phil Russel i 1975 begik selvmord efter et nedslidende fejlmedicineret og ufrivilligt ophold på psykiatrisk afdeling. Og punken og dens D.I.Y. budskab syntes at være svaret. I ’78 kom deres første plade ”Feeding of the 5000” bl.a. med nummeret ”Punk IS Dead” hvor de langede ud efter den gamle punkbølge – specielt Clash og Sex Pistols p.g.a. at de havde solgt ud. For de kædede D.I.Y. budskabet sammen med antikapitalistisk ideologi, så hvor det før havde handlet om at gøre det selv, fordi de store pladeselskaber ikke ville, handlede det nu om boykot af multinationale selskaber. Crass lavede deres eget pladeselskab ”Crass Records” hvor de udgav bands som Flux of Pink Indians og Conflict. Deres ideologiske ståsted var anarkismen og rock’n rollen i punkens form var deres megafon. Det vigtige var budskabet og deres musik er heller ikke videre interessant eller nyskabende. Crass lagde grunden til anarko-punken og allerede Conflict læner sig musisk set mere op af Hardcore punken. Chaos in the UK Det er altid problematisk at kategorisere, og det er langt fra alle bands i tiden efter ’79 der var Oi! Eller anarko-punk. Nogle af de mest kendte som Exploited og G.B.H. var hverken-eller. Ideologisk set nærmede de sig mere oi!-filosofien, men musikalsk set spillede de hardcore. Exploited lavede den epokegørende LP ”Punk’s Not Dead” i ’81, måske også som et svar på Crass ”Punk IS Dead”. Der opstod da også store ”ideologiske fights” med Exploited og deres kaospunk på den ene side og Crass og deres anarkopunk på den anden. 3. Du har ikke en chance – Ta’ Den Den anden punkbølge i England og Hardcorebølgen i USA fik indflydelse på punkmiljøet i København. Gammel Torv var mødested for klikerne omkring de forskellige punkbands men også for andre subkulturer som mods og skinheads. Der var kommet flere punkere til, specielt fra forstæderne og også i provinsen oplevede man i starten af firserne en opblomstring af D.I.Y. miljøet. En masse fanzines blev udgivet og nye bands kom til. Selvom punken som sensation var blæst noget af var det her den blev virkelig talrig. Der var journalister som bl.a. før citerede Niels Kongshaug og Jan Sneum, der var begejstrede for ”ny-musik-miljøet” og gav det den omtale, det selv syntes det fortjente. Jan Sneum spillede den nye musik i ”rock-nyt” om torsdagen hvilket gjorde at unge udenfor København modtog budskabet om ”det nye ungdomsoprør”. Hardcoren begyndte at blive formuleret omkring sommeren ’81. ”Fra at være sikkerhedsnåle og gummisko og ketchup på trøjen, blev det til læder og nitter og øl og speed – hvor det før havde været sodavand og græs”. Mange af de nye bands der kom til begyndte at spille hardcorepunk og det blev i fanzinerne brugt som begreb om al den nye musik, også fra England (Exploited, Crass etc.). Jeg har interviewet Jønsson der – efter eget udsagn - ”var med i kernen af punkere”31 i generationen fra ca. ’81 til branden i Ungdomshuset i ’96. En rødhåret outsider knægt fra Herlev som de andre ikke måtte lege med, og som i punken så et miljø, hvor alle var accepteret hvordan de så end var. ”Jeg havde nogle meget romantiske forestillinger om hvad punk var, noget hvor man bare kom hen og var med. Det skulle vise sig at det var det bare ikke. Det var det hårdeste miljø i KBH (…) Det var ekstremt klikebaseret. De første urpunks var nok stærke individer, der skulle noget mod til at gøre det man gjorde i ’77 (…) men der var nogle enkeltpersoner i den førende klike der havde et kontrolkompleks og forsøgte at begrænse tilgangen til bevægelsen”. Miljøet begyndte at handle meget om bandene. Og om hvad der var punk og hvad der var plat. Og konflikterne fra England begyndte at smitte af. ”På Gammel Torv var en helt klassisk ting: Om man kunne lide Crass eller Exploited. (…) Der kunne jeg bare begynde at se igennem det der og tænke: I har ikke fattet en brik af det hele. I er på vej ind i et eller andet pophelvede (…) Punken var ikke det der store samlede, det blev det først da man fik luget de egoistiske individer ud, og det gjorde man først, da BZ og punk smeltede sammen”32. BZ og Punk Et af de mest indflydelsesrige fanzines på den Københavnske punkscene hed Partisan og udkom første gang i marts ’81. Bladet har en linie hvor den vægter politik og punk lige højt og derfor skriver både om BZ og om musikscenen. I nr. 2 fra december ’81 kan man læse om besættelsen af Abel Katrinesgade og om ini’tivgruppens krav om et brugerstyret pædagogfrit ungdomshus. I nr. 3 er der et interview med nogle københavnske skins hvor en af dem udtaler: ”Punx og skins burde besætte et hus ligesom syre-flipperne, men det ville vække stor foragt og politiet ville komme hurtigere, fordi de ved at vi ville gøre kraftig modstand”. En påstand der i hvert fald viser, at BZ-bevægelsen (stadig kaldet ini’tivgruppen) af skins (og sikkert også punks) bliver set på som et hippiefænomen. I nr. 4 er der et læserbrev fra ”en punker i Ungdomshuset” (altså det besatte hus i Abel Katrines Gade) som opfordrer punx – med eksempler fra Vesttyskland og Holland - til at kæmpe side om side med BZ’erne: ”I starten så var punxne – i hvert fald dem jeg hang ud med – dem der gik ned og smadrede Abel Katrines Gade. De havde stablet et lerrum på benene, med drejeskiver og sådan noget, oppe i noget der hedder hashpitalet, og det betragtede vi som vores rum. Og så kom de og lavede det der hippielort, og det resulterede i at vi kylede hele lortet ud, smadrede det hele. Så kom de og kæftede op. Vi var meget anti-hippie-agtige, men BZ’erne havde jo en lidt anden holdning. De gamle BZ’ere, den hårde kerne, dem som havde lært de andre det, det var jo gamle VS’ere som var med på Nørrebro i 71-72-73 og de besættelser der var der, så der var en helt klar linie mellem dem og os, mellem hippierne og så de nye BZ’ere. Men blandet med punken så blev BZ jo simpelthen eksplosivt, vi troede sgu vi kunne vinde”. I Partisan nr. 5 er der en artikel om BZ’elserne i vinteren og foråret ’82, både af en af Rigshospitalets bygninger og af Mekanisk Musik Museum hvor det berømte WC blev smidt ud af vinduet. Artiklen er fuld af optimisme og taktik i militans og det bliver nævnt at flere punkere er mellem BZ’erne. Og i nr. 7 skriver de at ”ca. 300 BZ’ere, militante punx og Nørrebros pensionistgruppe” gik ”over og besatte en række tomme huse (…) Gaden blev spærret af , bodegaen ”den blå kanin” blev genåbnet under navnet bz-bodega og adskillige lejligheder blev gjort rene og malet”. Ejerne, Københavns saneringsselskab, gav de unge lov til at benytte husene i et halvt til et helt år, og artiklen bedyrer at der er kommet ”vestberlinske tilstande i København” og slutter af med ordene ”hvad kan det næste ikke blive?”. I oktober ’82 får de unge deres Ungdomshus af Københavns borgmester Egon Weidekamp. Vi vinder sgu!!! Historien om punk og BZ er bl.a. en historie om punkens politisering. Med BZ begynder hele punkbevægelsen at være med i et venstreorienteret modstandsmiljø, dog ikke at forstå som en del af den traditionelle venstrefløj. For BZ lærer noget af punken: Ikke så meget snak, gør noget i stedet for, og så skid på hvad de andre synes. Det at være punker begynder nærmest at være synonym med at være BZ’er (men ikke omvendt), især efter de sidste rester af de upolitiske punkere i city – både på Gammel Torv og på Floss – begynder at dø ud. Provokationen af borgerskabet er et bærende element i BZ-brigadens aktionsformer (som Kulørte Klat f.eks.) og punkmusikken bliver en stor del af husenes aktiviteter. I ’83 bliver husene i Korsgade ryddet, og BZ’erne får hele landets sympati da de graver sig ud igennem en tunnel så politiet finder et tomt hus da de stormer det. I ’86 opstår kampen om Ryesgade. BZ’erne vil ikke føle den afmagt de trods sympati følte efter Korsgade, så de vælger at forsvare huset med alle midler. Der blev bygget barrikader, lavet slagplaner og molotovcocktails. Belejringen varer en uge, hele Danmark er med i forhandlingerne og Kim Larsen og Erik Clausen vil købe huset til de unge. Men BZ’erne ”var ikke til salg” og skred til sidst fra gaden og her sluttede et kapitel i BZ og punkens historie. 4.0 Undergrund og Genopstandelse Sumpere og Tjekkere ”Efter slaget om Ryesgade blev BZ også mere og mere isoleret, mere og mere politisk korrekt ensporet. De første møder omkring at ændre BZ til en bredtfavnende modstandsbevægelse kom også der (…) Pessimismen bredte sig. Altså den pessimisme vi havde i ’81-’82 - ”no-hope” eller ”fuck det” – den blev ændret med BZ til – ”hey, lad os lige give den chance” og ”vi vinder sgu”, til ”vi vinder ikke alligevel”. Og det var alvorligt, det var meget alvorligt”. BZ begyndte ligeså stille at dø. Der var stadig BZ’atte huse men den store gejst var væk, og miljøet begyndte at bevæge sig væk fra husBZ’elser og hen imod det der skulle blive til det autonome miljø. Der var en sondring i gang, en sondring mellem ”sumpere og tjekkere”: ”Der har jo altid været det der med tjekkere og sumpere, men man kunne godt være sumper og blive tjekker eller omvendt, og de fordømte ikke hinanden særligt meget”. Snakken havde længe været der i de BZ’atte huse hvor de mere politisk orienterede gerne ville lave mere anti-imperialistisk og antikapitalistisk arbejde i stedet for kun at BZ’te huse. ”Det at de ryddede Ryesgade det havde en psykologisk effekt. Alting blev meget mere militant og vi blev mere afhængige af stimulanser. Det var ikke mere det her med at tage en eftermiddag i S-toget – upåvirket – og leje ”jorden er giftig”. Nu krævede det en hel kasse bajere at komme i gang med at være provokerende på samme måde som vi havde været før”. I starten af 90’erne blev de sidste BZ’atte huse ryddet, autonome grupper som anti-fascistisk-aktion blev stiftet, og punken gled mere og mere ud af det politiske miljø. ”Det var det punkt hvor man enten var de rigtige eller de forkerte. Hvis man ikke lige havde meninger som de der folk havde, så var man bare en sumper”41. Efter 18. Maj ’93 begyndte mange fra miljøet at kalde sig selv autonome efter tysk forbillede, og for at gøre op med pressens BZ-fordomme. Undergrund og Crossover Musikalsk begyndte punken også at sygne hen. Mange af de største bands – Dead Kennedys, Black Flag og Crass – går ned midt i firserne. Herhjemme sker det samme med f.eks. City-X og Ads. Andre af bandene gik helt andre veje. ”Da Sods gik på scenen i idrætsparken til live-aid klaskede hele den alternative scene sammen. Sods, fuck dem, stod og sang med Bamse”. Også de udenlandske bands begyndte at blive kommercielle. Og meget dygtige. Musikken udviklede sig i en retning hvor det begyndte at handle om at spille hurtigere og hårdere og mere tight: ”De spillede hurtigt og var gode til det. Men distancen mellem publikum og orkestret blev mega lang igen”. Der opstod en ny bølge af kommercielle bands i USA som brugte punkens form, men indholdet var renvasket for det grimme - som Off-spring og Green Day. Det eneste, der rigtigt var tilbage af den alternative scene i København, var Ungdomshuset. Og musikken gik mere og mere væk fra punken og eksperimenterede sig ud i alle mulige retninger. En stor del af hardcoren havde nærmest bevæget sig ud i metal. Jon fra Scrotum tror jeg giver en god beskrivelse af scenen i halvfemserne: ”Der er nogle kontaktflader imellem metal og punk, og jeg har ikke skælnet mellem hvad der var hvad, jeg har bare tænkt om det lød fedt, det passer godt sammen. Der er en glidende overgang og man kan egentlig ikke afgøre hvad der er hvad”. Undergrund på Hjul Et af de store initiativer på scenen i 90’erne var Undergrund på Hjul. Et initiativ fra nogle bands i København der godt ville rundt og spille noget fedt alternativt musik i provinsen. ”Der var en masse bands der gerne ville spille i Odense og Aalborg og sådan noget og så sagde de: Skal vi ikke gøre det?”. 5 bands lejede i ’92 en bus og kørte rundt og spillede koncerter i de forskellige provinsbyer. ”I stedet for at have en bus fuld af fans havde man en bus fuld af bands, så der var publikum til alle koncerterne”. Da der så kom penge i overskud holdt de en gratis undergrunds festival på Christiania. De fik lov til at låne den Grå Hal, ”pisse i en rist” og sætte telte og boder op. Så inviterede de bands fra Europa op at spille. I ’95 lavede de en opsamlingsplade og startede Error Records. Ungeren Brænder ”Det næste store skift skete omkring 96. De københavnske punx i dag, der er stort set ikke nogen forbindelse bagud til den generation vi var. En del af svaret var at Ungdomshuset brændte og stod tomt et helt år. Og inden det havde der været et helt år hvor der ikke skete en skid i huset, så der blev lavet et afbræk i kontinuiteten”. Kritikken herunder er fra ”De Autonome”, fra umiddelbart før branden og taler nok meget godt for sig selv: ”Kort sagt, så handler kritikken af huset om den stil, der ofte præger stedet. Mange har haft dårlige oplevelser med ”stamgæster”, der opfører sig dybt respektløst overfor andre end sig selv, eller har oplevet voldsepisoder hvor ingen greb ind. I manges øjne er huset blevet hjemsted for en undergrundskultur i negativ forstand, i stedet for en modkultur”. Kritikken er rettet mod Jønssons generation af punkere og kan nok have sin rigtighed, men er klart også vidne om den føromtalte konflikt mellem ”sumpere og tjekkere”. Da branden kom vurderede kommunen skaderne til 1,5 millioner og de forslag der havde ligget på en total lovliggørelse af aktiviteterne blev forkastet. ”Men godt forbrændt, uden at være død, gik et hold friske aktivister i gang med at udbedre skaderne fra brande, narrede københavns politikere, ved at genåbne for koncerter og andre arrangementer”. Den Nye Punkbølge En masse nye unge kræfter kom til i Ungdomshuset, og en ny musikscene blussede op. Jeg er selv en del af denne scene med mit band ”Guddommelig Galskab” (som jeg derfor ikke vil kommentere). Siden ’99 er der udkommet 6-7 LP’er med forskellige bands og nye fanzines. Nogle er allerede begyndt at snakke om en ”second wave” om alle de bands der kom efter årtusindskiftet. En fællesnævner for alle de nye bands er D.I.Y. En anden fællesnævner er nedbrydning af barrieren mellem publikum og scenen, en total eliminering af scenisk arrogance. En tredje er en dyrkelse af den rå energi og hurtig simpel punkrock eller hardcorepunk i forskellige afskygninger. Men udover det er der store forskelle både hvad angår tekster, lyd, inspiration og idéer. Grupper som Paragraf 119 og URO er superpolitiske i deres tekster og synger på dansk. Snipers spiller ”god gedigen melodisk horror punk rock”. Amdi Petersens Arme og Asbest er meget inspireret af den tidlige amerikanske hardcore men synger personlige tekster på dansk. HUL startede som et børnepunkband hvor de sang om skole, poptøser og konfirmanter (de har senere ændret stil over mod mere desperate tekster som ”vandalisme og hærværk”, ”verden er død” og ”mit indre er af syre”). Young Wasteners er i gang med at nedbryde 1-2-3-4-stilen og tolke harcorepunken mere originalt musikalsk. Fuk Polic virker kun med sprit, kan ikke spille, men gør det alligevel. Og jeg kunne blive ved. Kick’n’Punch Records er nogle af de kræfter som udgiver LP’er og 7”, bl.a. Snipers, Paragraf 119 og Amdi Petersens Armé. 9 Lives Records har udgivet HUL Lp’en ”Den Danske Ungdom” (2001), det mystiske mærkat ”Fåk Pladeselskaber” er påsat både ”Fåk København” og det politiske ska-band Skalar (2000), og Guddommelig Galskab har selv udgivet deres ”Dansk Punk under Al Kritik” (1999). 5. Os og Dem Lad det først være sagt: Der findes ingen færdig definition på punk. Punken defineres af punkere, punkere er individer, og derfor varierer den fra tid til anden og sted til sted. Men man kan sætte en ting fast: D.I.Y., idéen med at gøre tingene selv. Punkscenen – det være sig plader, fanzines, koncerter og politiske aktioner – laves af punkere. En anden ting der kan siges om punkscenen er at den er imod systemet, på en venstredrejet anarkistisk facon. Og at den er – eller gerne vil være – en modkultur, et alternativ til det etablerede samfund - ”De fleste deler en tro baseret på anarkistiske principper om ikke at have nogen officiel regering eller ledere, og omkring individuel frihed og ansvar”. Kampen imod undertrykkelse - racisme, sexisme og homofobi - er nok også central men der er mange der har forskellige definitioner på undertrykkelse. Veganerne i scenen kæmper imod undertrykkelse af dyr, hvilket indbefatter afholdenhed fra al slags forbrug af animalske produkter. Og straight edge scenen går endnu videre da de afstår fra brugen af stimulanser, de mest ekstreme også fra sex. Og mange ser punk som nedbrydning af alt etableret, også ”tjekkernes hippiepis”. Så der er masser af direkte modstridende idéer indenfor den samme scene, og det giver nogle komplikationer. ”Ude i verden er folk på mange måder bedre til at fungere socialt med hinanden, men det er fordi de accepterer et system der har fungeret i mange hundrede år, den store fælles bevidsthed om at det nok er det eneste der fungerer. Og det er jo det som vi har sagt, det fungerer ikke. Og så kan vi lave tyve forskellige retninger der er dybt uenige alle sammen”. Punken har igennem dens distancering til ”verden derude” – om den vil det eller ej - en meget ”os og dem” opdeling, som det gamle BZ-slogan ”hvis du ikke er en del af løsningen er du en del af problemet”. Men hvad er problemet? Og løsningen? Eller hvem er ”os” og hvem er ”dem”. Da punken blev politiseret gik den væk fra nogle af sine gamle idealer. De første punx var ligeglade med at de ikke havde nogle løsninger. Det var oprøret mod systemet men også et opgør med hippiernes paradisideologi som jo igen blev taget op af Crass. ”Crass var nogle fucking hippiesvin (...) Men det de gjorde på daværende tidspunkt var rigtigt nok”. ”Den eneste grund til at punken har overlevet er, at der er kommet andet ind over end totalt nihilisme, selvdestruktion og no-future (…) For nogle er det jo stadigvæk bare at nedbryde, og det er fint nok, det er nødvendigt, men hvis man kun bryder ned så kan jeg ikke se nogen mening med det. Vi bliver nødt til også at bygge noget op. Og hvis man er en af dem der kun bygger op når de andre bryder ned så er det for frustrerende. Så skrider folk jo”. Her er et problem, sondringen mellem de aktive og de passive, mellem dem der får det hele til at løbe rundt og dem der bare forbruger. De sidste nævnte er de punkere der kommer til koncerterne, drikker bajerne og går hjem og sover brandert ud. Frustrerende for aktivisterne. Frustrationen bliver til arrogance. Arrogancen frustrerer forbrugerne. De føler sig som andenrangs mennesker. De har måske et job, går i skole eller er bare fordrukne og har brug for et sted at være. Og er punken ikke et sted for alle? Ikke for racister, det er alle enige om. Men hvad med kødæderne eller folk der siger fisse? For på mange måder er grænserne så meget strammere i et miljø udgjort af idealistiske aktivister. Ude i byen er du antisexist - i scenen bliver du anklaget som sexist af en sur feminist. Du er bedøvende ligeglad med hvad folk de spiser - i scenen bliver du påduttet at kød er mord. ”Denne her politiske korrekthed, det er noget som punken aldrig har kunne bruge til noget som helst. Den er aldrig kommet videre, hverken musikalsk eller holdningsmæssigt af folk der promoverer en eller anden politisk korrekt holdning som de mener at alle andre også skal have. Det er min ærlige mening. Vi prøvede det engang hvor det viste sig, at det var fejlagtigt. Det resulterede i at folk ikke kunne leve op til at deres idealer og tog livet af sig selv med piller og stoffer. Og til sidst sagde vi ”fuck jer”. Og der er heldigvis også folk i dag som har sagt ”den der politiske korrekthed, rend mig i røven med den”. At man kan stille sig op at spille på et københavnsk spillested skal ikke være afhængig af om man har den rigtige holdning. Det var det som vi i gamle dage slap af med fordi hippierne syntes at vi havde en forkert holdning og attitude, og så måtte vi ikke spille. Og den ting ser jeg opstå igen nu”. ”Det er et stort problem når man færdes i punk- eller det politiske miljø, at folk føler de har set lyset og så skal de bare også fortælle alle andre hvordan det hænger sammen (…) Den der med at - det ved du ikke for du er kommunist eller mand eller du drikker (…) Men det er også omvendt når politisk korrekt bliver til et bandeord… Altså (…) fuck dig, tror du at du er bedre end mig fordi du ikke drikker, du er bare en politisk korrekt nar (…) så lukker diskussionen ligesom der” ”Os og dem - smadrer ind i punkmiljøet og er ved at rive det fra hinanden. Som punker bliver man nødt til at lave et skjold for at folks tilråb på gaden preller af. Man bliver nødt til at kunne lukke ned for sin åbenhed. For ellers går man ned. Men facaden – den facade som vi kæmper imod – ryger også op når vi bliver tilsvinet i vores eget miljø. Og det sker tit og ofte. Den før omtalte Crass/Exploited fejde er et billede på det samme. Vi føler os tvunget til at vælge side. Os og dem. Ham der har svinet mig til. Han er en af DEM. Han er venner med DEM. De tror at jeg er sådan en… Så FUCK DEM!!! Vi har svært ved at se folk som det de er, at møde dem ansigt til ansigt, se udover facaderne. ”No us and them just You and Me”59. Nok hippiepis. Vi stiller store krav til os selv. Det er et stort problem. Og vi er gode til at se problemerne men ikke løsningerne. ”. Til slut vil jeg lade Jønsson afslutte med en optimistisk pointe omkring den modsætningsfyldte punk: ”Punken bærer sin egen modsætning i sig selv og det er faktisk forcen. Hvis man havde en færdig støbt ting, som bare var statisk og ikke kunne udvikle sig, hvis det at man laver en provokation ikke indebær at man støder en masse mennesker fra sig, så er det ikke en provokation, så har man bare vundet land – ha ha – og hvad skal vi så bruge det til? Og når man siger fuck jer, jeg er bare ligeglad, og alligevel så står man foran spejlet for at rede håret, så er det bare det fede. For det kan folk ikke kapere, og det folk ikke kan kapere det er fedt. Ligesom når man kom op i bussen og en eller anden sagde man var beskidt… Dengang der satte vi vores hår op med sæbe, og jeg kan godt love dig for at når der var en halv håndsæbe i håret, så lugtede hele bussen af pissoir. Og når han så sagde ”du er bare pisse beskidt”, så rakte man bare tunge af ham og sagde ”jeg lugter bare mere af sæbe end du gør”. Og det kunne han bare ikke sige imod. Rappe svar på dumme spørgsmål. For det er provokationen der er det bærende element, det var det i hvert fald for mig” 6. Konklusion At punken er død dementerede jeg allerede i introduktionen. Og jeg håber så at jeg har fået slået det fast med syvtommersøm i løbet af opgaven. Den københavnske punkscene har fået et gigantisk revival i slutningen af halvfemserne og kreativiteten kan let sammenlignes med den i ’81-’82. Og det kunne være interessant at finde ud af om det var et lokalt eller globalt fænomen ved at undersøge nogle scener andre steder. Jeg har belyst nogle aspekter i punkens historie som alle giver stof til videre forskning. Og der er mange opgaver der ligger og venter på at blive skrevet. Om den amerikanske hardcore i ’81-’82 og dens indflydelse. Om ligheder og forskelle mellem punk og metal. Om Ungdomshusets betydning for det københavnske musikmiljø. Om splittelsen mellem anarko- og kaospunk med henblik på Exploited/Crass fejden. Om D.I.Y. æstetikken og kampen mod pladegiganterne. Om anarkismens betydning for punken og omvendt. For slet ikke at snakke om at belyse en masse af de andre lokale scener som den polske eller tyske og sammenligninger mellem dem. Om punkens filosofi og udtryk. Om ”Os og Dem” paradokset. Om den østeuropæiske punk før og efter murens fald (som jeg er meget ked af at jeg ikke kunne nå at komme ind på). Om punkens betydning for unge hjemløse. Listen er uendelig og der er masser at tage fat på. Jeg vil være punkolog når jeg bliver stor. Litteraturliste: Fagbøger De Autonome, ”Den Autonome Bevægelse”, Autonomt Forlag, Første oplag, 1994. 2. oplag, 1995. Dave Laing, "One Chord Wonders - Power and Meaning in Punk Rock", Bristol, 1985 Legs McNeil and Gillian McCain, "Please Kill Me - The Oral History of Punk", St Ives plc., Great Britain, 1996 Craig O’Hara, "The Philosophy of Punk", 2.edition, San Francisco, 1999 Roger Sabin, "Punk Rock: So What", London : Routledge, 1999 Jon Savage, ”Englands Dreaming”, London, 1991, 2001 Interviews: Sune Køter, "Interview med Adam", Bånd 4, Vesterbro, 2001 Sune Køter, "Interview med Jønsson", Bånd 2, Vesterbro, 2001 Sune Køter, "Interview med PeterPeter", Bånd 1, Vesterbro, 2001 Sune Køter, "Interview med Scrotum", Bånd 3, Vesterbro, 2001 Aviser: BT 14/7/77 BT 15/7/77 BT 16/7/77 Ekstra Bladet 15/7/77 Ekstra Bladet 16/7/77 Magasiner: "Melody Maker" nr. 8, Danmark, 1978 ”Melody Maker”, nr 3, Danmark, 1979 Fanzines: Panservärn Fanzine, nr. 1, 2000 "Partisan" nr. 3, København, 1982 "Partisan" nr. 4, København, 1982 "Partisan" nr. 5, København, 1982 "Partisan" nr. 6, København, 1982 "Partisan" nr. 7, København, 1982 "Partisan" nr. 8, København, 1982 "Partisan" nr. 11, København, 1983 Hjemmesider: Laurie Mercer, ”History of Harcore”, [link], udprint 2001 Andy Martin, ”Anarchy, Punkrock and the APOSTLES”, [link], udprint 2001 Penny Rimbaud, ”Last of The Hippies”, 1982, [link] Anonym, HULs gæstebog, [link], 10/01/02 Plader: Indlæg i ”Ungeren Bli’r” støtte-LP, 1999 Indlæg i ”Copenhagen Ungergrund”, støtte-LP, ErrorRecords, 1998 Garry Johnson, ”National Service”, Strength Thru Oi!, LP, Decca, 1981 Skrevet af DCS |
| Deviant Login | Shop | Join deviantART for FREE  |
Take the Tour  |
